1863-05-25

Mappe 5

Brev nr. 64

Solo d 25de Mai 1863

Kjære G. Her er allehaande rare Ting paa Java. Først og fremmest en meget smuk Natur. Det er den smukkeste tropiske Natur jeg endnu har seet, navnlig Bjergene som næsten alle ere eller have været Vulkaner. Veien op ad Bjergene gaaer først gjennem vitløftige Kaffeplantager. Kaffebuskene voxer under de gamle Træer fra den Tid her var Urskov, hvilke tjene til Skygge for Kaffen. Høiere oppe kommer man ind i Urskoven under de deiligste, høie, ranke Træer

●2●

med en tæt Underskov af Mandshøi tGræs, allehaande Bregner Slyngplanter o.s.v. Et Sted staaer den træagtige Bregne med sin ranke Stamme og sin grønne Top, der seer ud som en Bouqet af smukke Strudsfjeder. Et andet Sted voxer der en stor Busk af bredbladede Bregner ud af Stammen paa et rankt og mægtigt Træ som rager op over alle de andre. Smukt er det naar en Aabning mellem Træerne tillader Een at se ud over de skovklædte Bjergtoppe og det flade Land, rigt vexlende med Riismarker og smaa Skove. Efterhaanden som man nærmer sig Bjergets Top

●3●

bliver Træerne mindre, og pludselig staaer man ved Randen af et stort Krater, paa den ene Side [overstreget: af] er al vegetationen ødelagt af Svovldampene som stadig stige op af et stort Hul i Bunden, og Træerne staa visne og udgaaede, paa den anden Side staaer Kraterets Væg overgroet med Buske og smaa Træer, som danne en smuk Kontrast mod det nøgne og vilde. Temperaturen inde i Urskoven er kjølig og behagelig, men naturligvis fugtig. Der hersker en underlig Stilhed imellem de mægtige gamle Træer. Man seer ingen Dyr eller Fugle og ingen venlig lille Sanger opmuntre

●4●

Ensomheden. Nede mellem Kaffe Plantagerne hørte jeg en Fugl med en ret eiendommelig Stemme der mindede mig om Gjøgen. Men det er ogsaa den eneste Fugl, jeg har hørt give Lyd fra sig, naar jeg untager Spurven, der her som allevegne qvidrer i Gaarden. Her er naturligvis mange vilde Fugle og Dyr, men man seer dem meget lidt da alt er saa tæt og bevoxet. Og Landet gjør derfor Indtryk som fattigt i den Retning. Landet er meget stærkt befolket og meget cultiveret. Man reiser lige saa beqvemt som i Europa, hvor der ingen Jernbaner er, om ikke beqvemere. Hotellerne ere ret gode i Reglen, Veiene

●5●

udmærkede og Befordringen hurtig. Omtrent ved hver danske Miil skifter man Heste 4 a 6 eftersom Veien er. Hestene ere smaa med gode, de fare strax afsted i strygende Galop, meden Kudsken og de to Løbere skrige, brøle og pidske med en Larm som kun Indfødte kunne gjøre. Er Vognen kommet godt i gang springe Løberne op bag paa Vognen paa et dertil indrettet Trin, parate til ved den mindste Standsning i Farten at springe af og pidske og skrige igjen. Selv op ad Bakke gaar det i Galop, men saa hænder det heller ikke saa sjeldent at Hestene standse midt paa Bakken og paa det

●6●

Bestemteste nægte at gaa vidre, nu blive alle Forbigaaende taget i Tjeneste uden mindste Barmhjertighed og i et Øieblik, thi Veiene ere altid fuld af Indfødte, ere 10 a 20 Mennesker i Færd med at skubbe Vognen ind paa Hestene medens Kudsk og Løbere paa det mest ubarmhjertige bearbejde Hestene med Pidsken. En Tid lang ere alle Anstrængelser forgjæves og Hestene synes mere bestemte paa at dø paa Stedet end paa at flytte sig; indtil endelig en af dem faaer en god Ide, ryster lidt paa Hovedet spidser Ørene og begynder at springe fremad og afsted gaaer det igjen i fuld Firspring medens en 20 a 30 Indfødte skrige og huje

●7●

som Gale, og nu gaaer det lystigt til næste Station eller til en lignende Standsning indtræder. Gaaer Veien op ad Bjerge da bliver der spændt Bøfler foran Hestene, og i saa Fald gaaer det naturligvis langsomt, men saa gaaer det desto hurtigere ned af Bjerget. Hestene her i Landet ere alle smaa, men stærke og i det Hele gode, man møder mange, som øiensynlig ere af arabisk Herkomst. Jeg har seet mange Heste her, som mindede mig stærkt om de, man seer paa de gamle græske Billedhuggerarbeider, eller som Thorvaldsen lavede dem. Indbyggerne her paa Java tiltale mig meget lidt, de ere

●8●

i Grunden ikke paafaldende stygge, de ere forholdsvis renlige; men hvad der for mig gjør dem rent ud sagt modbydelige ere deres Munde, som altid ere fulde af Betel eller Tobak der paa det meest maleriske hænger halvt ud af Munden; samt deres Tænder der ere filede og malede sorte. Jeg har seet nogle af de fornemste Prindser blandt de Indfødte, som baade i Klæder og Manere vare Gentlemen; men som alle havde samme utækkelige Mund. Det samme er Tilfældet med Fruentimmerne, iblandt hvilke man undertiden seer ganske graciøse og velskabte Figure, men Munden tager al Skjønhed bort, og vilde gjøre det selv ved en Venus. – Min bedste Hilsen til Din Mand og Drengene fra din hengivne Broder T. Schouw.