Skovgaard
1894-12-02
Afsender
Joakim Skovgaard
Modtager
Wilhelmine Skovgaard
Dokumentindhold
Joakim Skovgaard takker Wilhelmine Skovgaard og H.C. Aggersborg for gaver til børnene. Han fortæller at børnene er begyndt i skole, og at Agnete Skovgaard følger dem derhen hver dag. Niels Skovgaard er i Grækenland.
Transskription
Mappe 17
Brev nr 30
Rosenvænget 2 decbr 1894
Kjære Faster! Tusind tak til Dig og Onkel for de storartede gaver I tiltænker börnene. Vi har alt for en tid siden talt om, at når vi skal af med de 4 stole som börnene bruger men som tilhörer Niels, så var det rart at få nogle taburetter af kurvefletning og med stærke stoppede sæder på til börnene, så hvis I synes om det, vilde vi gærne bruge en del af pengene til det. Fornöjelsesgaverne har vi ikke sådan ideer til på rede hånd, men det kan måske komme, eller noget kan komme, [?], for alt som börnene gror til kommer önskerne nok. Det kan blive rart at komme ind til jer en formiddag i julen med dem der kan være med.
-2-
Jeg selv er dog temmelig rask og håber på at komme til cecilieforeningskonsert i morgen mandag aften. Tak for brevene fra Niels og Cathrine, her har Du dem tilbage. Når Du 7 eller 8 dage for jul skriver til Monsieur N. Skovgaard poste restante Athen, Grækenland, så kan jeg ikke tro andet end at det vil komme ham i hænde juleaften eller lidt tidligere. Det er for resten et spörgsmål om det er værd at sætte fornavnets forbogstav ”N”, for at det kan hænde brevet så lægges under bogstav ”N” og ikke under ”S”.
Nu er de to store begyndt at gå i skole hos Gregersen, de er stormende glade over al ting især tornysteret og den fine madkasse med mælkeflaske ved siden. De går herfra om morgenen kl 8 og Agnete fölger dem, så går hun tur med de små, og efter frokost henter hun så atter de store, det
-3-
er i grunden for meget, men sommetider kan hun nok få en aflöser til at hente dem.
Nanny Bech er syg, noget i lungerne, det ser dog ud til at hun nu er i bedring. Lev nu vel og hils Onkel mange gange og Ingeborg fra Agnete og din hengivne
Joakim Skovgaard