1908-12-30

Mappe 44 brev 26
30-12-08

Kære Joakim!
Dit sidste brev fra Cath. er jeg meget glad for. Hun har altid, fra helt ung, været så tilbageholdende overfor os, altid ligesom haft en skal at krybe ind i, så det at hun lukker sig op er helt dejligt. Jeg nænner næsten ikke at brænde det brev, men hun forlanger det jo. Ellers forandrer det ikke noget i mit standpunkt, kun smitter hendes tro på N. mig lidt, så jeg ikke ser så sort på fremtiden som før. Trods hendes forbud har jeg ikke helt kunnet afholde mig fra at svare hende. Jeg begynder med at fortælle hende om hvor glad jeg blev for brevet, og mener, at mit brev forleden må overbevise hende om at det ikke er hende, vi har mistillid til, og at når hun har troet det, så kommer det netop af, at vi aldrig ret har nænt at sige hende
-2-
vor mening om N. hvorfor det er rimeligt nok, at hun har troet, at den mistillid, som hun har mærket, også faldt på hende, og at jeg derfor er glad for, at jeg skrev det brev forleden, hvor ondt jeg ellers har af hende for det. Dette er hvad Du behøver at kende af begyndelsen, men derefter skriver jeg sådan:
” Tro mig, at jeg synes, at det var noget af det allerdejligste som jeg kunde opleve, at se at Din opfattelse af N. som han nu er, er rigtig, deri indbefattet, at det bliver varigt med ham, og Dit sidste brev har ligesom fået håbet derom mere levende hos mig, men når Du tænker Dig om, må Du vist kunde indse, at efter alt hvad der er forfaldet, kan vi andre langtfra have den tro på ham, som Du har, og at vi må regne med et tilbagefald og handle derefter. Og jeg synes, at Du også må kunde forstå, at da det er
-3-
det, at stå på bar bund, som har rejst ham, at så er det uhyre farligt at byde ham den fristelse, at komme til en større pengesum helt uden arbejde. Ja jeg begriber ligefrem ikke, at Du tør tænke derpå. At du dog ikke bliver angst ved at tænke Dig ham igen i de forhold, som er så stor en fare for ham. Alt det, som Du, hvis Du da har ret i Dit syn, har fået bygget op med Guds og forholdenes hjælp, kunde jo falde sammen igen, når forholdene så hurtigt blev forandret. Kære spil og ikke så dristigt et spil. Ja jeg dadler slet ikke Dit lyse syn på tingene, Din evne til at håbe, nej det er i virkeligheden en dejlig egenskab, men man kan og må sammen med det bedste håb, regne med den mulighed, at det kan glippe, og det er dette jeg finder, at Du ikke passer nok på. Hermed mener jeg naturligvis kun håb om jordiske ting. ” Så
-4-
skriver jeg om det hun siger, at vi vilde finde det rigtigt, om hun var løbet fra sin pligt. Vi var jo enige med hende i, at hun skulde rejse til Amerika.
Ja, dette er, hvad Du behøver. Du ser, at jeg fremdeles fraråder, at pengene sendes.
Vi var en smuk spadseretur i går med Vinays et godt stykke op ad dalen, men den påtænkte to- dages bjergtur er opgiver på grund af den megen sne, her er nu. Alt er hvidt og det er frost og nul sol. Om aftenen måneskin.
Broder
Niels