1868

Ved Lærkens komme
Velkommen, lærkelil!
Jeg veed ej strengespil
saa sødt og reent og jublende saa vide
som disse Tonedrag,
De glade klokkeslag,
Der ringer Vaaren ind ved vintertide.

Du sværmer ikke vildt,
du kredser ikke snildt,
vil intet Rov fra dine Brødres Vrimmel,
Du flagrer ikke om,
men frejdig, frisk og from
du gaaer den lige vei fra jord til himmel.

Ej svimler du derved,
men daler trøstig ned,
ned til din græstørv og din lille mage;
I høihed som i fald
du følger tro dit kald,
og derfor har I vel saa glade Dage.

Du Troens rette fugl,
som bier kun paa juul,
og kun i Aarets Skumring holder inde,
for saa med Jubelsang,
For rug er oven vang,
At varsle højt om Vaarens lune vinde -

kom, lær mig Noder til
Det Haabets strengespil,
som tvinger dig før gry at være vaagen!
lær mig som du at see
igjennem mulm og snee
den Pinseglans, der dølger sig bag taagen!