Menu

Skovgaard

1883-11-14

Modtager

Joakim Skovgaard

Dokumentindhold

Susette Holten ønsker Joakim Skovgaard tillykke med fødselsdagen og klager over at han ikke sender hende flere breve. Hun er flyttet ind hos Susette Maribo og har lejet atelier sammen med Sofie Holten.

Transskription

Mappe 42 brev 21
Rygensgade 14de Nov. 83

Min egen gamle Dreng!
Skjønt det er en rigtig styg én, vil jeg dog ikke være saa usøsterlig ikke at skrive og ønske Dig mange Gange til Lykke, men jeg vil hellere sanke Oceaner af gloende Kul paa Dit gamle 27 årige Hoved. Men for Resten, skammer du Dig virkelig ikke? nu har jeg i mit Ansigts Sved skrevet 2 umaadelig lange og ikke uvittige Breve, og aldrig hører jeg et Ord fra Dig, hvis Du gaar i Giftetanker vil jeg tilgive Dig, ellers ikke. Eller har du maaske ikke faaet det, adresseret til Sora 8 Sider fra mig og et Brev indeni fra Ploug. Det er 3 Uger
-2-
siden, men man hører jo aldrig fra Dig, saa man ved ikke, hvor Du er i Verden, derfor sender jeg dette til Consulatet i Haab om at man i Rom ikke er slet saa uvidende som her. Og jeg som saa gerne vilde vide Dine Planer, for der er flere Ting, jeg vilde bede Dig kjøbe i Rom, frem for al Ting en Madonna della Sedia til 50[?]. Du kan faa den i den store Photografihandel paa Piazza d´espagne.
Ak dette bliver vist et usselt Fødselsdagsbrev (Du fortjener for Resten ikke bedre) men her er blevet ved med at komme Forstyrrelser hele Dagen, Visitter og saadan noget fjollet noget og en vældig Kurv fra Aarhus med Frugt, som ikke var saa fjollet, saa jeg er ikke kommet til at skrive, og dette er Torsdag og jeg maa ikke komme for sent til Onkels.
-3-
Vi har det ellers godt, for at Faster har ligget lidt hører Du vel fra dem. Aa vi roder og rumsterer og flytter om i Stuerne saa det staar efter, Gudmoders Dagligstue er helt endevendt, vi faar Ideer og saa om Eftermiddagen slider og slæber vi og iler rundt med alle Møblerne og saa dejser vi om paa vore Laurbær og er gruelig henrykte og begejstrede og kan ikke begribe, at vi ikke har fundet paa det for længe siden. Og saa har vi for Øjeblikket en sand Lidenskab for at gaa paa Torvet at kjøbe Blomster, især Hængeplanter, og vi har slet ingen Penge, men vi kan ikke lade være alligevel, og saa er vi saa henrykte, men jeg har for Resten kun Sorg, for jeg vender jo mod Nord, og alle mine Planter dør en stille og langsomt Død, eller nej det er sandt, da slet ikke meget
-4-
langsom tvært imod det er galoperende Svindsot, de har, men nu har jeg fundet paa at lade dem spadsere Morgentur ind i Gudmoders dejlige Solvinduet, naar der er Sol, som er sjældent, og nu kommer de sig dejligt (9 bank i Bordet) og jeg er saa stolt og henrykt over de smaa Skind. Niels skulde egentlig være kommet i Dag, men vi har haft vældig Storm, saa da han skulde have Fru Schindel med, saa tænker jeg ikke, de tager af Sted, hvis han da ikke er kommet, for det ved jeg ikke.
Saa har Sofie Holten og jeg lejet Atellier sammen ude hos Læssøes, det er jeg frygtelig glad ved, jeg kan saa godt lide, at Du saa godt kan lide hende, hun er brillant! Ikke? Jeg opdagede forleden at der bagpaa den Pakke Salatløg Du en Gang sendte stod at det var en Gave fra Zartmann, Du maa endelig takke ham saa mange Gange, jeg har slet ikke set det før. Hilsen og Lykønskninger fra Gudmoder og Carl. Farvel Levvel. Tusind kys. Din lille egen Søster.

Fakta

PDF
Brev

Læsevejledning
Brevet er transskriberet forløbende
Foto 1 viser side 4 og 1
Foto 2 viser side 2 og 3

Rigensgade
  • Sora, Italien
  • Rom, Italien
  • Aarhus, Danmark

Mappe 42 nr. 21