1854-07-17

København d. 17. Juli 1854.

Tak mine kjære Børn for den Fornøielse vi har nydt ved Gennemlæsningen af de fælles Breve der var sendte til Eders Venner. Det er herligt saaledes at kunne følge Eder, men hvad det Brev angaar, som var min indsluttede Eiendom, da maa Du, kjære G.. aldrig skrive saaledes paa Papiret, thi Linierne stode saa umaadelig tætte og var skrevne med saa smaabitte Bogstaver, at det ikke engang var muligt for Mine at læse det, og et saa kærkomment Brev har man intet at miste af, [?] kunde hun læse begyndelsen hvor du udtaler saa megen Kjærlighed til mig. Det vi matte tabe var i Sidstningen, hvor der stod noget om Blændværk eller noget lignende, det maatte vi opgive.

Den kjære Fru Lundbye gjorde os forleden et Besøg for at høre til Eder, ieg fortalte alt hvad ieg vidste og i dag var Eders sidste Breve sendte til hende, hun bad hilse Eder saa kjærlig. Jeg havde Bud hos Sophie for at tale med hende om det Du skrev, men hendes Svigerinde kom selv herop for at høre derover, og sagde at Sophie var reist til Svendborg paa 14 dage altsaa kan det ei skee før hun kommer hjem. Jeg maa dog fortælle lidt fra Weibye, De er dog alle raske der, baade Unge og Gamle, Christian er der i Besøg i denne Tid med sin Forlovede, men i Aarbye er Madam Jensen temmelig meget syg og Manden desaarsag meget bedrøvet-. Hvad mener Du kjære Peter, Mormonismen er nær ved at tage Overhaand i Weibye. Der er Personer som kalder sig Propheter, de bringer Bøger omkring og lære og præke og døbe Folk. Kan Du ikke nok huske Nille som tiente for os? Hendes Morten, den skikkelige Søn, har solgt sine to Huse, meldt sig ud af Kirken med
4 voksne Børn og vil nu henad Juletid med sine fire Børn og alle Pengene reise med Mormonerne til Amerika, hvor der skulde opstaa et nyt Jerusalem ved den salte Søe. Kan Du mindes Maries Per? Han er giwt for et Aar siden og har kjøbt et godt Huus. Han er ogsaa Mormon, vil endelig sælge huset og reise fra Kone og Barn, den ulykkelige er færdig
-2-
at sørge sig ihjel. Alt dette er sandt, thi Hr. Jensen har selv fortalt det. Kapellanen modarbeider dette saa godt han kan, men det kan ikke forslaa. Uden Penge vil de ikke have dem med, og Gud veed hvad der saa siden vil blive af de ulykkelige, forladte Mennesker. Der var en nye Præst fra Fyn med kone [?] kaldet til [?], men da han var der og tog det i Øiesyn, sagde han at han hverken vilde leve elle dø her og reiste øjeblikkelig til Kjøbenhavn og var saa heldig at blive [?] igjen fra Kaldet, men nu er der en Anden, som har taget til Takke med det, men der saa nok ogsaa farlig ud baade ude og inde

Nu maa vi afbryde, thi mit Emne var udtømt, og maaske endog, du kiære G. synes at dette er en alt for ubetydelig Ting at skrive om saa langveis utrolig vis har hun Ret, men sig med at Du føler en levende Interesse for vor gamle Egn, saa tænkte jeg det var dog mulig det kunde more Dig at høre hvorledes det nu storre til derude.
Her er alt ved det Gamle, du kjære lille G. og Du selv hilses saa kjærlig fra Jomfruen, vor Mine og Eders stedse kjærlige Moder
C. Skovgaard