Menu

Skovgaard

1874-08-17

Afsender

P.C. Skovgaard

Modtager

Joakim Skovgaard

Transskription

Mappe 31 nr 48

Knabstrup 17 August 1874.

Kjære Joakim!
Det var da et modfaldent Brev jeg modtog fra Dig, og jeg havde ventet at faae et endnu mere jublende end hidtil; ja Dine glade Breve have dannet et Lyspunkt i den temmelig triste Tid jeg har gjennemgaaet. Du kan troe at jeg har ogsaa lidt af det ustadige Veir vi nu saa længe have havt, men jeg har dog faaet [?stillet] adskillig godt sammen, og haaber at faae endnu mere; men Du er endnu for ung og uforsøgt som Kunstner, og i Sommer har Du jo ogsaa ganske maatet gaae paa egen [? Hoved], men kommer vi, som jeg vil haabe, til at arbeide lidt sammen

-2-
saa tænker jeg nok at jeg skal faa vist Dig tilrette, Du har det dog nemmere end jeg havde det da jeg var ung, jeg maatte finde mig tilrette selv. – Naar Du faaer disse Linier tænker jeg at Du dog har havt noget bedre Veir, saa at Du har faaet noget gjort; og hvad Raadet angaar, som jeg skulle give Dig, saa vil jeg sige: at det kommer jo ikke saa meget an paa at Dine Studier bliver færdige, at Du derfor ved skal spilde ingen Tid, tilmed da Opholdet paa det fremmede Sted er temmelig kostbart, derfor finder jeg at Din Tanke at komme hjem den 20de kan være ret passende, jeg tænker at komme snart efter, med denne indeværende Uge haaber

-3-
jeg at være færdig her, og maae saa snarest hjem for at gjøre mit store Billede færdig, og faae sat nogle flere i gang, og dertil tænker jeg at jeg godt kan bruge Din Hjælp, saa, naar vi sees, saa kan vi tale videre om Reisen til Onkel Titus, eller om Du mulig vil tage med mig til Nysøe, jeg haaber at komme der hen i September. Imorges reiste Cathrine herfra, Du kan tro hun har havt en fornøielig Ferie; Frøken Rønne skulle mødes med hende i Roeskilde, (Frk: R har nemlig været nogle Dage i Haarslev) jeg haaber at de der, i Mellemtiden mellem Banetogene, have faaet Domkirken, og særlig Marstrands Billede at see. – Saavidt kom jeg igaar,

-4-
og har jo vel ogsaa faaet skrevet omtrent hvad jeg havde at sige, og da jeg i dag har Hovedpine, vil jeg derfor nu slutte med Haabet at vi snart skal mødes, og med Hilsener til gode Venner fra
Din Fader

E: S:
Har Du tænkt paa at Du maae give Drikkepenge? Det er kjedeligt at jeg først nu tænker derpaa, da jeg ikke ret ved hvor meget der vil være passende, jeg veed jo heller ikke hvor megen Uleilighed Pigen har havt af Dig, har hun kun havt lidt, f: Ex: kun børstet Støvler et par om Dagen og gjort reent i Stuen, kan vel 3 Rdl være nok ellers maae Du give mere.

Fakta

PDF
Brev
Knabstrup
  • Roskilde
  • Hårslev

Mappe 31 nr. 48