1851-09-03

Mappe 2 nr. 10 .

3de September 1851

Brudevielse

Til Skovgaard og Georgia

Kjære Venner! De kjender og troer det Ord, som vi har hört fra Begyndelsen. ”Gud Herren sagde, det erikke godt for Mennesket at være alene, lad os gjöre ham en Medhjælp, som for ham. De kjender og troer det, og der kan da intet Ord være, De heller end dette skulde önske, at höre idag i den höitidelige Stund, da De for Guds Aasyn rækker hinanden Samfunds höire Haand paa med Guds Hjælp hinandens Medhjælp i mörke som i lyse Dage; thi naar vi paa vor Bryllupsdag troende tilegne os dette Guds Ord, da er det os en himmelsk Beseigling paa vor Ægtepagt, og en himmelsk Lykönskning til vort Ægteskab, da modtager Manden sin Hustru som en Gave af Guds Haand, hvortil han höjlig trænger, fordi Gud selv har seet og sagt, at det er ikke godt for Mennesket at være alene, da er han sikker paa at Gaven svarer til Trangen, fordi det er den eiegode Gud, Hjærtekjeneren, som har skabt Hustruen til hans Medhjælp, som for ham just som han behöver det; og da föler Hustruen sig sikker paa at Gud lader sin Gave falde i gode Hænder og vil give Naade til at den findes god og velbehagelig alle Dage.

Saaldes er da dette Guds Ord: det er ikke godt for Mennesket at være alene, lad os gjöre ham en Medhjælp som for ham det aller lifligste Udtryk, Guds Velsignelse over Ægteskabet kan lyses med thi hvem Gud lykönsker, den skjænker han med

•2•

det samme den Lykke, han tilønsker dem, og gjör da igrunden slet ingen

Forskjæl, hvor og paa hvad Sted Velsignelsen lyder naar den kun finder Gjenlyd i troende Hjærter, thi det er jo ikke Kirken, som skaber Guds Ord, men Guds Ord, som skaber og opbygger Kirken, ikke Altret, der helliger Ordet, men Ordet som helliger Altret, og fremdeles skulde der i denne Henseende gjöres Forskjæl paa Huse, da var der vel ogsaa faa Huse, hvor det Guds Ord over et Ægtepar: det er ikke godt for Mennesket at være alene, lad os give ham en Medhjælp, som for ham, vi rimeligviis vilde finde fuldere og dybere Gjenlyd end i dette Huus, hvor den langtfra at være fremmed, har hjemme med Bruden, og har tidligt naaet hendes Ære og hendes Hjærte i en elsket Moders Röst, som var sin Ægtemands Medhjælp i en saa sjælden Grad, at Faa kan føle det dybere at det er ikke godt for Mennesket at være alene, og Faa har følt det gladere, at hvem der faaer en Hustru af Herren, faaer en god Gave og annammer en Velbehagelighed.”

Nu, saa modtag da min Ven! ved en venlig Röst, som Du gjerne har lyttet til, glad og taknemmelig Medhjælpen, som Gud har skabt til Dig thi han har altid skabt den christelige quinde til os, saa hun bæres vort Hjærtet til og saa hun bevæges til at give os sit Hjærte; og modtag, Kvinder , ved den samme Röst, hvormed Du har annammet Dit store Evangelium, som er Deres Hjærte dyrebart, Manden, den christelige Mand, som Gud har skabt efter Deres Hjærte! og modtager Begge, min venlige Lykönskning i Herrens Navn! Herren stadfæste sit gode Ord paa Eder begge, saa I maa være hinandens Mederhjælp og Tröst, som To, der ere eet i Kjærlighed, föle og skatte Kraften i Guds Velsignelse, saa den kan fölge Eder til Enden, fölge Eder til de evige Boliger i Guds Kjærligheds Huus, i Jesu Navn

Amen