Skovgaard
1907-08-22
Afsender
Susette Cathrine Holten
Modtager
Joakim Skovgaard
Dokumentindhold
Susette Holten skriver, at familien nu overvejer at flytte til Seattle. Hun forsøger med hjælp fra en bekendt at sælge sin kunst, men det går ikke så let, når folk ikke kender hende.
Transskription
Mappe 44 brev 15 A og fortløbende
2611 Grant St. Berkeley
22ende Aug.1907
Kjære Kim! I længes naturligvis efter at høre fra os; men endnu har jeg jo ikke noget videre at skrive, andet end vi mere og mere føler at det rette er at gaa til Seattle.
Vi venter fra Post til Post paa et afgørende Brev fra Carl Jensens Ven, vi har faaet et, men det var blot i al almindelighed – meget lovende og tilraadende at rejse derop, men han bad om nærmere oplysninger, saa vilde han svare nøjagtigere; men da vi nu 14 Dage har vi ventet paa det Brev er vi bange, at enten hans eller Nic.´s er gaaet tabt, og Nic. har skrevet igjen til ham. Hans Brev var saa overordentligt elskværdigt, og han lovede at staa os Bi med Raad og Daad og mente ogsaa at kunde gjøre det ”med Held” ( hans eget Udtryk ), hvad han mener med det staar mig ikke ganske klart.
Men endnu har vi ikke Penge til at vove os ud selv om vi lige kan klare Rejsen, helt tomhændede tør vi ikke komme til en fremmed By. Jeg skrev øjeblikkelig til Fru Hansen for at bede dem se at faa de sidste Ting ordnede ( Rest fra Winkel og Magnussen [?]) nu haaber jeg bare
-2-
de skynder sig, saa det kan naa os, den 11 te Sept. gaar skibet vi skulde med, det var jo en slem Historie for os, hvis vi blev forsinkede med en Maaned. Imidlertid gjør vi jo selv alt hvad vi kan for at gjøre lidt Penge, men det er ubeskriveligt vanskeligt i en By uden Penge. Fru Ramal er en storartet hjælp, hun trasker rundt med mig hos Kunsthandlere, men mine Billeder er det nu ikke nemlig saadan at sælge contant, der skal jo saa megen Tid til at faa et Navn og uden det hjælper en Kunsthandler jo ikke men saa har vi ogsa prøvet med noget Sølvtøj, men her er som sagt ingen Penge, saa ingen tør kjøbe Nu lovede Fru Ramal at prøve en privat Vej hos nogle rige samlende Danskere, hun kjender, men det er jo saa tvivlsomt. Men det er nu under alle Omstændigheder meget elskværdigt af hende, for det er saamænd ikke saa nemt. Hun er oven i Kjøbet paa Landet og holder Ferie for Tiden, og nu er hun to gange taget til St. Fr. for min Skyld, det er saa dejligt at føle, at der er
-3-
nogen som vil lægge sig lidt i Selen for en – men et andet Spørgsmål er jo, om der kommer noget ud af det. og 100 Dollars synes vi, vi maa have, men endnu er der jo Tid, saa der kan ske meget.
Imidlertid skal Du have Tak for Pengene for Skærmen!
Du maa hilse Eline og takke hende for Brevkortet til Aages Fødselsdag, han var meget glad for det og det morede mig at se, hvor meget der virkelig kan skrives paa saadan et lille Kort, jeg vilde være frygtelig glad, hvis I en gang imellem vilde sende et og andet Kort fra Domkirken, dette var Opstandelsesvæggen. Det glæder mig hvad Niels skrev om at Birch ogsaa tænker paa Seattle, dels fordi i kan se, at der er andre, der ikke kan klare St. Fr. dels fordi jeg synes saa ualmindelig godt om ham, saa jeg vilde være glad for at træffe ham deroppe. Nu faar I have det saa godt alle sammen, saa snart jeg ved noget skriver jeg igjen, men skjønt dette jo egentlig intet siger, saa vilde jeg nu ikke vente længere med at skrive til jer. Kjærlige Hilsener fra os alle
Søster