Menu

Skovgaard

1889-06-18

Afsender

Joakim Skovgaard

Dokumentindhold

Johan Thomas Skovgaard er begyndt at kravle og Peter Skovgaard leger med nogle større drenge på Vallekilde Højskole. Joakim Skovgaard nævner værket "Peninna spotter Hanna."

Transskription

Mappe 43 brev25
Vallekilde Folkehøjskole 18.juni 1889

Kære Cathrine! Hermed nogle brevkort fra Niels, som Du ser må vi herefter skrive til Paris og det varer jo ikke længe, før han kommer hjem, først i juli mener han. Efter hjemkomsten vil han til
Østrøø. Ja vel er vi på landet, det må være din egen travlhed på det sidste i Kbhvn., som lod dig glemme, at det var for at blive færdig til at komme på landet, at Agnete skruppede sådan på med rengjøring og alt, for jeg kan ikke tro, at det ikke er blevet nævnt. Vi har det dejligt herude, nu kravler J.T. brillant, elegant, helt anderledes end Peter gjorde. Peter nyder tilværelsen mellem kalkuner, kyllinger, stengrus og så de forbudte jordbær, som han ikke selv må plukke. Så er her et par drenge, som er en lille smule ældre med dem er han snart gode venner, snart lidt på krigsfod, vil gerne tage deres frikadeller ud af munden på dem, og når han bliver forhindret i det, løber han ud til deres mødre og tigger frikadeller, skønt han minsandten har fået maven stoppet kort i forvejen inde hos os selv. Vi får også mælk (som Du) som er centrifugemælk, jeg er magret meget af.
Vores potter
-2-
i Paris har jeg intet hørt til, men nu er Bølle der vist, så håber jeg at høre fra dem, og ikke før, så når B. kommer hjem. Det var vist ret uheldigt, at Krøyer gik hen og fæstede sig en pige, ligesom han skulde tage sig af vores potter, for med sin bedste vilje har han dog næppe kunnet tage sig så kraftigt af kunsten i de dage. Dog har han nok hængt dem op på bedste måde, og siden tilkom det jo Madsen at skaffe købere. Her er et par Hardangerjenter i nationaldragter, så vi kan da selv se, hvor kønne de er. Du har ikke svaret mig på, hvor meget Du så af hvalen. Agnete siger, at solen står forgyldt på himlen hver eneste dag, og det kan Du vide holder mig til maleriet. Maler Du noget? Maler Elise noget? For nogen tid siden lavede Agnete en kage, som Triers bager bagte, den er fuld af rosiner. Den bestemmelse var at figurere på Elkanas bord, hvor Hanna får den største del og kan intet spise, og Peninna får den mindste del, som hun næsten har fortæret. Nu æder vi selv kagen med smør, for ellers er den for tør . U! her dufter af gødning, de kører på marken, det er vist pigernes. Agnete vilde titte i sin yndlingslekture ”kogebogen” men fandt dog, at det var lidt vammelt i øjeblikket. Hun hilser mange gange, drengene er i seng, hils Elise, Din broder Joakim

Fakta

PDF
Brev
Vallekilde
Norge
  • Paris
  • Østrøø
  • København
  • Agnete

Mappe 43 nr. 25