1868-07-20

Mappe 8 nr. 6.

Skjelskør d. 20 juli 1868

Kjære Skovgaard!

Hempel har underettet mig om, at Døden har berøvet Dig Din Hustru. Af hans sidste Brev ser jeg jo nok, at hun var meget svag og meget lidende, men baade han og jeg nærede et rigtignok kun svagt Haab om, at hun kunde overstaae sin Nedtour og derefter atter rette sig og vinde Kræfter. Det skulde nu ikke saa være; det var besluttet anderledes histoppe hos Ham, hvis Veie ikke ere vore Veie. Du har [?] et stort og smerteligt Tab, som Der vel aldrig vil forsvinde, og som vel heller ikke bør forsvinde. Men dent vi har mistet paa den Maade, som Vi har mistet Din elskede Hustrue, miste vi dog aldrig helt, vi miste dem saa at sige aldrig, thi vi eie dem helt og holdent i Mindet; og den kunne vi tye kun til dem.

” Den største Sorg udi Verden hev

”Er dog at skilles fra dem, man har kjær”

Nei det er ikke den største Sorg, naar Talen er om den Skilsmisse Døden bringer.

●2●

Det er ganske vist nu stor Sorg, og en berettiget Sorg. Selv den, der bragte os Opstandelsen og det evige Livs Evangelium, græd ved Sorgens Grav. Vi have Lov til at græde og sørge, naar Døden berøver os vore Kjæreste; og aldrig er Sorgens mere berettiget end naar Døden berører Manden Hustruen og Børnene en Kjærlig Fader eller Moder. Men stor som denne Sorg er, den er ikke den største, langtfra. Ingen Sorg, der efterlader os et kjært og opløftende Minde, der som kun taler om det, som godt, kjærligt og trofast var, kan trykke os til freden. Det er kun de tab, som vi knap tør følge ned i Mindets Rige, fordi Synd og Brøde knytte sig til dem, der knuge os med de egentlige Qualer, som aldrig mildnes. Gud bevare os for Sorgen over egen og vore Kjæres Skyld og Brøde, al anden Sorg maae vi kunne bære. At Vi kan bære Dit Tab og Din Sorg, der er saa riig paa kjære og trøstelige Minder, derved tvivler jeg ikke, saa meget [mindre] gjør jeg det, som baade Du og din hedengangne Hustue saa uendeligt kan leve! Sammen i Evighedshaabet.

●3●

Men Døden Skilsmisse er og bliver haard at bære. Vi kunne i de første Øieblikke knapt fatte, hvorledes vi kunne fortsætte Veien alene, Naar Døden berøver os dem, som vi mente skulde gaae der sammen med os indtil Livets Ende. ” Fra [?] synes Alt Øde, ” og alle Gjenstande, levende og døde, faar et andet, heelt forandret Udseende, saae andre Farver og andre Toner; det var som om det hele Liv haade faaet [?] paa, som om Intet mere [?] den kunne straale eller tone i fuld Livskraft. Uden at vide det, have vi saaledes vænnet os til at see|med en Andens Øie|, og høre med en Andens Øre, at vi for en Tid Kun fatte og forstaae halvt, naar denne Anden. der var var halve Sjæl og mere end vor [halve Samvittighed, forlader os. Men den bortgangne, der først syntes os saa uendeligt langt borte, vender tilbage igjen, hver Dag nærmere, indtil han eller kun atter har indtaget sin Plads ved vor Side – i Mindet; og vi see og høre nu atter med den Bortgangnes Øie og Øre, og maaskee Fuldstændigen– Trøst og Medfølelse trænge vi atter til- det er ikkun den Kolde Egoisme, som

●4●

Kan isolere sig i sin kynismes iiskolde Fæstning. Jeg troer ikke, at jeg særligt har været istand til at give Dig Noget, som Du ikke selv kunde skaffe Dig. Det er ikke i den Tanke, at jeg har skrevet. Jeg har skrevet, fordi jeg ikke vilde, at Du skulde tvivle om dyb og inderlig Medfølelse hos mig og Mine. Havde det været mig muligt, var jeg reist ind til Dig; det er altid bedre at tale sammen, Pennen er kun en maadelig Stedfortræder for det levende Ord; men jeg har for Tiden meget ondt ved at forlade Hjemmet. Dog have Du mig behov, vil jeg sætte alle Hensyn tilside. Gud være med Dig og Dine Bøn!

Gud trøste og styrke Dig. Lev og lid vel!

Anna hilser Dig. Din trofaste hengivne

F. Krebs

Til Hr. Professor Skovgaard