1883-06-26

Mappe 33

Brev nr. 15

Civita d’Antino 26 Juni 1883

Kjære Tante!

Just skandaler kan jeg ikke byde Dig, men vil Du høre om vellevned, så hør, nej læs. Jeg er tagen fra Sora her op i den mest velsignet rene luft for at få has på en alt for livlig mavepine, og jeg kom mig da også øjeblikkelig. Horisonten rundt er her de dejligste bjærge og dybt under os strækker sig dalen med Liri i bunden hastende af Sora til. Her er så renligt hvor jeg bor, så Du har det ikke renere, og folkene her er så rare, så der er ingen ende på det. Folkene her er en ældre kone, hendes søn og tre døtre hvoraf den ene er enke / en! Dette bare er nok beskrivelse, det jeg vil sige er, at de to ugifte døtre opvarter os, Zahrtmann og mig så lang dagen er, udtænker de delikateste retter til os, opvarter med en lethed, som det var bare dans, ler så der klinger i vægene, nå ja alle her kan da le, Fru [?Syndakus] ikke mindst, hun er den morsomste tykkert, en rigtig Sigbrith, skinnende ren og vore jomfruers tante, hun er blandt dem, som giver os bouquetter. Men det var døtrene, ja det er godt jeg ikke kan mere italiensk en ingenting, ellers blev jeg alt for indtagen i dem, og den ene fandt en skorpion til mig i går, da hun lagde dugen på bordet, det morsomste lille dyr, nu ligger det i min [?Brandtske] pilleæske, jeg har jo ikke fået nogen spiritusflaske med. I sora blev jeg opvartet af gamle Vincenzo, han er lige så rar som skeløjet og lidt til, og bryder sig ikke om at man ler af ham hvilket er heldigt, da jeg ikke kan lade være. Vor kammerkone er vel lige så rar som Vincenzo, men ligner rigtignok i den grad en udtrådt slæber, så det er umuligt

-2-

at blive rigtig forelsket i hende, nej jeg priser jomfruerne her. Forleden trakterede de med snegle og de var ikke alene bedre end dem jeg fik i Paris, de smagte virkelig godt. Jeg er vis på Du vilde rose al den mad de laver her. Det er skam sandt, i middags spurgte de om vi holdt af vildt, så til aften får vi nok et eller andet interessant. Zahrtmann maler et morsomt billede her, med tre piger som går ned ad trappevejen med kurve for at hente stene, den midterste kalder han Juno, hun er dejlig, den skønneste kraft man kan se. Fornarina er en mindre pige her, hun kaldes så på grund af hendes lighed med portraittet af Rafaels kjæreste, hun er henrivende dejlig, jeg skal se at få malt hende. For øjeblikket er jeg i færd med en kone som bærer en vugge på hovedet og driver et æsel med en dreng ridende bag på. Den 28de. Forleden kom den ene Frøken op med en bouquet til Z., da hun havde overrakt ham den, sagde hun, at det gjorde hende ondt, men hun havde ikke kunnet finde noget insekt til mig; jeg burde jo have svaret, at en skorpion var ligesåmeget værd som tusinde blomster, men hvem der først fandt på den artighed bagefter, var nok mig. I dag da jeg kom op krøb der imidlertid en stor grøn skarnbasse til mig under et glas, den var fra den snildeste Frøken. Den 30te. Jeg var lige ved at få stof til det dejligste stof til resten af dette brev, men der kom dårligt vejr i vejen. Zahrtmann og jeg går nemlig i morgen, om vejret bliver til det, op på toppen af de bjærge på hvilke hvis side byen her ligger midtvejs

-3-

vi får følge af vor unge vært og Syndakus som rimeligvis, nej sikker skal staves på en anden måde, muligvis Zyndacus. Vi vilde så gærne haft døtrene her med; jeg tror også at Zahrtmanns overtalelser var ved at bedåre Signoraen til at give dem lov, men nu hedder det sig, at vejene er for slette (på dansk). Frøknerne havde vist ellers lyst nok, de har næsten ikke set andet af verden, end stuerne her; jo den ene har dog været så heldig at være nede i Sora for at få en tand trukken ud, men den anden har kun en gang været i en anden by, og den er lige herved, Men Du kan jo nok vide, at jeg har drømt gyldne drømme om denne topstigning ifølge med muntre italienerinder. Jeg må nu drømme om igen. Den 2 Juni. Nej så min santen vi fik dog frøknerne med. Kl 5½ begyndte vi for ikke at lide af sol under opstigningen. Vort første mål var den lille sø på toppen, den var skøn, d.v.s. omgivelserne, de mindede lidt om Østrøø, men træerne var så store og fyldige, bare bøgetræer; der samles mange heste og køer der for at drikke, køerne er samme slags som de store okser, forleden var er 100 heste og 312 køer. Den 7de Juli. Frøknerne morede dem over at se småbølgerne i søen, hidtil havde de vel kun set sligt i vandfade. Vejen gik videre over øde rundinger hist og her med skovpletter til vi fandt en skønne plads hvor vi alle kunde sidde og et par tusind til, der spiste vi og drak af hjertens lyst og nød tilværelsen fuldt ud, skæmt og snak blev budt lige så rundelig ud som mad, dog gav [?] ellers havde jeg da heller ikke givet en smule. Til slut kom et par hyrder drivende med en fårehjord, den ene fik et glas vin hos os, og bød til gengæld en lille

-4-

frisk ost, som smagte meget godt, mælkeagtig, men knirkede i munden som træbukke. Videre gik vejen til Monte Rotondo, hvorfra man ser vidt til alle sider, mod nord over over Lago Fucino til Gran Sasso og Monte Leonessa, det var noget for damerne, særlig tiltalte dem den nu udtørrede sø, de syntes, der var den dejligste balsal, man kunde tænke sig. Hjemvejen gik ad en stejl, stenet sti, så vi måtte byde hver sin frøken en hånd, og sådan dansede vi den herligste tyrolervals næsten helt ned til byen, hvor alle mødte os med glade ansigter og spurgte Frøknerne hvordan de havde moret dem. Den 8de. Nu har vi varme, luften er let nok, men om jeg så sidder stille i skyggen, løber sveden dog ad mig i stride strømme, og termometeret viser dog næppe mere en 18 højst 19 gr.R.; byen her ligger 2700 fod over havet. Doktorens datter her gjør voldsom kur til Zahrtmann, men han er vedblivende, hårdhjærtet trods alle de provenceroser hun sender ham, i dag var hun nede at se til mig, velsagtens for at se om det var umagen værd at slå sig på mig og se om jeg var blødere, men jeg blev utvivlsomt kaseret. I morgen tager vi til Sora, jeg for at hente mit tøj, for nu har jeg bestemt at blive her i den varme tid. Min adresse er altså de første 2 måneder ”Civita d’Antino, Provincia di Aquila”. Så sender Du mig nok et lille brev, jeg længes efter at høre hvad navn I har givet lillan og hvordan I alle har det, Du har vel en hoben historier om børnene. Nu får Du tage til takke med dette snik snak denne gang, lev vel og hils alle. Din hengivne [?].

Du kan tro det var noget for [?] at se de 100de grisse store og små komme hjem om aftenen [?] gennem hovedgaden og delende sig ud hver til sit trug.