Skovgaard
1931-06-14
Afsender
Niels Skovgaard
Modtager
Joakim Skovgaard
Dokumentindhold
Niels Skovgaard skriver om sine sønner Ole og Hjalte og deres træskærerarbejde. Irene Skovgaard er hjemme på besøg. Niels Skovgaard roser Johan Thomas' brønd i Odense (Husmandsskolen).
Transskription
Mappe 19
Brev nr. 57
Frederiksdalsvej 59 14.6.31
Kære Broder! Tak for uventet brev. Det er rart, at I to kan gasse jer i varmt vejr, selv om, efter hvad jeg hörer, det blev for varmt for Dorothea i Pompei. Vi har jo nemlig haft et nederdrægtigt koldt vejr her hjemme. I dag er det bedre og solen skinner, hvad den ikke har gjort ret meget siden et par gode dage i pinsen. Nu håber jeg, at vi får lidt sommer, men som sagt er det godt at I har været under bedre kår.
Det billede Du skriver om af laCour, husker jeg godt, og det er vel nok det samme sted, som Du har fundet, for selv om det ikke rigtig kan passe, så ligger det nok i, at hans billede var stærkt komponeret. Det husker jeg det var. De to arbejdere, som gik deres vej, var skam helt malt færdige af fader, men la
Cour havde jo en mærkelig antipati mod staffage, en af hans mange. At det ikke var et sted for mig at male, har jeg altid Tænkt mig. Mon det bliver bedre på Capri? Ja måske oppe fra öens höjder. Men male kan man jo da alle steder, om end det er til nöd, og det er vel ikke arbejdet men varmen, som Du har sögt på denne rejse.
-2-
I dag er jeg så sövnig, så det er fælt, men det er söndag, og så kan jeg drive og skrive med god samvittighed. Ellers går det ikke så dårligt med arbejdet. Jeg har köbt en elektrisk slibemaskine til 200 kr.+ hvad der så ellers löber på, men det betaler sig, jeg begyndte med at lade Ole og Hjalte håndslibe, men det så håbløst uendeligt ud. Nu sliber Ole (sommetider jeg på ömme steder), der kan kun en bruge den. Den arbejder ypperligt, og vi har da også slebet en stor del. Ansigtet skal jeg pille noget ved og hænderne er heller ikke huggede færdige. Men Du forstår, at jeg dog kan begynde at skimte enden. For en lille Tid siden mödte jeg Maria i en sporvogn, ellers har jeg længe ikke set nogen af Dine.
Efter billedet i höjskolebladet ser jo Johan Thomas´brönd ved Odense godt ud. Hvor er det godt, at han får ret mange bestillinger (husk Hjalte). For tiden har Hans Georg også en del, så han har meget Travlt, men just noget særligt kunstnerisk egner de sig vist ikke til. Jeg ser ham kun lidt, for han har meget travlt.
Du ved vist, at det lykkedes Ebbe at sælge 12 tdr. land fra gården. Det luner jo noget i öjeblikket, selv om summen ikke er så meget stor. Han er også gladere end han har været, og de har det godt.
Cathrine har ikke mange kræfter, lader det til. Hun har for resten den glæde, at deres amerikanske venner er her hjemme for Tiden. De er vist nærmest kommet for at besöge hende.
Irene har håb om et par nye elever, det Trænger hun til, for det har indtil været noget sparsomt, skönt hun vist virkelig er dygtig, men det er jo ikke sådan at blive bekendt.
Til juli får vi Elise hjem fra Århus, men så skal hun snart en 14 dage vikarier på Faxe sygehus.
Ja nu er jeg vist Tom, kun har jeg en varm hilsen Til jer begge fra Ingeborg, med Tak for brevet. Hils Dorothea meget og lev vel!
Broder Niels
Jeg sender brevet Til [?Sorent] og håber det træffer Jer eller bliver eftersendt.
Fakta
PDFHjalte Skovgaard
Irene Georgia Skovgaard
Johan Thomas Skovgaard
Niels Skovgaard
Ole Skovgaard
Mappe 19 nr. 57