1896-01-26

Mappe 53-12

Chiusi 26.1.96.

Kjære Kone! Kan du huske den store mose her til den ene side. Nu skal vi lidt mod nord til den anden side for at få fat i linien til Perugia. Imorges tog vi fra Sienna ved stjerneskin, og rødlig solstribe i øst lovede solopgang. Den voksede sig større, til den ene side lå landet blegt mod [?] til den anden som mørk silhuet mod lyset som voksede, stjernerne slukkedes efterhånden, vi [?] på som smede for at få det første glimt af solen. Mod nordvest var himlen violetrød over de gule lerbanker som i denne golde del af Italien, former sig i underlige rene nedskyllede former, lyset voksede, ved en station stod to piger med deres hunde af, de skulde ud at jage på de øde højder. Så kom vi til en stor dal med snurrige hussamlinger og tårne og popler, alt i samme farve som leret, men nu med en svag rødme.

Vi syntes solen gav sig alt for god tid, bjærgenes langstrakte blålige linier strakte sig langt. Endelig blev

-2-

de fjerneste toppe rosenrød, og så en til på [??] flere strålerne. Vi nåede Chiusa, men der holdt et andet tog lige for næsen af os, og nu faldt der rigtig sollys på hussiderne, der sås gennem vinduerne på toget foran os, vi så et glimt af den selv. Endelig kørte vi og fik fri himmel, solen blændede, det var som den havde opsamlet alle farverne fra jorden op i sine lange brede stråler, som var i den lyseblå luft, og jorden kun var soltoner.

Terontala

Den fik dog efterhånden farve igen, byerne på torpene mellem højderne så lysende rødlige, skyggeordener blålige, alt i mælketoner.

Så kom Chiusa, der gik vi og bagte os i solen, spiste og drak. Nu er vi nået her til, du kan tro lyset Trabimeno lå skinnende grønblå bag de spredte gamle egetræer, og på en landtunge en herlig lille by, da vi svingede norden op lå søen i syd med dejlige højdelinier bag, alt så lyseblåt fortonet som i Paradis. Mod øst lå langt borte snebjærge snart lige så høje som alperne og næsten gående sammen med den lyse luft. Om lidt går vi i toget til Perugia, så skal vi køre ud langs den nordlige side i søen.

-3-

Perugia. Nu er vi her, har set nogle kirker, men kun en var rigtig god, en lille gammel udgave af St. Stefans i Rotondo i Rom, vi kom til da solen sendte sine lave gyldne skarpe stråler over jorden og malede gyldent hvor den kom kunde ned. Foran var der en lille indelukket grønning hvor ungdommen morede sig og mænd spillede boccia. Manden sagde den havde først været hedensk tempel, og viste os en offersten.

Derfra gik vi op på et højt punkt med udsigt nord over, den flotteste udsigt er måske mod syd, men den er [??] mod nord, der var en krans af snetoppe fra nord til sydøst, den største ganske hvid, nu rødmede de og dalene som lå i skygge, og staden lå under os og for os i grålig skygge og med skærende lysepletter. Skyggerne voksede, gled op af siderne, [??] blev slugt af det på en lille kirke mod nord strålede endnu på en høj, så gik den også under, de nærmeste er violette højder tabte farven, mod nordvest holdt en blå bølger sig mod aftenhimlen. I nord og væst blev de rosenrøde snetoppe grønne, så de højere, til sidst den

-4-

højeste. Under os et mælkeblåt dyb som enten er de gråblå nu så svage bjærge, men evig [?tydeligste] især da de strålede. Kun himmelen lå endnu over med et rosenrødt bælte, mod vest var den gylden. Så ringede klokkerne den dags sol ned. Og nu god nat min egen elskede kone.

Porte S. Giovanni den 27de. Det er en lille station nedenfor Peruga lige ved Volumniernes grave på vejen til Assisi. Vi har lige set gravene, de var for resten ikke så videre, må vel være en slags senere græsk groft arbejde, og desværre ingen maleri på væggene, som i Chiusi, og den sprang vi over, det vilde kostet os en dag og kostet penge. Her havde vi vel for resten vel kort tid, her er en samling etruskiske ting osv. Men f.eks. nogle gode vaser, jeg fik kun tid til at tegne maleriet på en af dem. Men det var også grumme morsomt, den unge Heratles som ligger i sengen og klemmer slangerne, broderen flygter hen mod den stille forskrækkede moder. Athene står ved den anden side med krone på og en mand bag ved. På randen af vasen var sorte dyr på gul bunde, men den fik jeg ikke med. Her har jeg også se de malerier i bøger, som har behaget mig meget ubetinget. Havde jeg haft tid havde jeg kopieret begge to, men der skulle vel 1 dag til at gøre det her, for farverne var særlig smukke, og en hel dag vil der og være gået. Og hils alle hjemme på Thorvaldsen og på Øen. Din Mand