1909-01-05

Mappe 44 brev 29
Rosenvænget 5 – 1 -09

Kjære Søster !Det er sært som vi skal fordærve jul og fødselsdage for hinanden, men endskønt jeg endnu ikke har opnået at få Immanuels i tale vil jeg nu dog ikke længere opsætte at skrive til Dig, fordi Du nævner en rejse herover som en mulighed. Jeg spildte helst ikke ord på den sag, da jeg ved, at hvad Du mener er rigtigt, at du bør gjøre, gjør Du om jeg så vilde tale aldrig så meget imod., men Du må nu i alt fald i denne sag vide det samme om mig, så længe jeg kan er jeg blød, måske Du ikke har prøvet dertil, men udover det punkt, kan Du ligesågodt straks opgive hvert forsøg. Jeg skylder Dig, for at Du ikke bagefter skal bebrejder mig tavshed, at sige Dig, at selv om det bliver endnu bittrere for Dig og mig at tale om denne sag ansigt til ansigt, så vil det ingen forskel gjøre, jeg hverken kan eller vil gjøre hvad jeg i denne mener at være urigtigt.
Angående det Du begærer, så er jeg aldeles
-2-
overbevist om, at det urigtigste jeg kunde gjøre var at betro Åges penge i Nicolais hænder. Du nævner endogså at rejse hid for at få fat i pengene. Det står mig klart, og det får Du mig ikke fra, selv om jeg med blødende hjærte skal se Dig rejse tilbage mere tomhændet end Du kom.
Gærne, gærne, genså jeg Dig, men ikke på denne måde. Niels har skrevet så udførligt, så jeg knap ved hvad jeg skal tilføje. Jeg forstår til fulde Din rædsel for at skulle kæmpe med America om åge, men endnu gælder kampen i første linie Din mand, det er for hans skyld, du rejste, og selv om Du tror, at nu er den kamp til ende, kan vi andre ikke tro det, kun håbe på at tiden vil vise, at Du havde ret. Ja Gud give at Du havde det.
Det Niels skriver om forskellen mellem vort syn på Dig og på Nicolai må jeg slutte mig til, jeg troede ikke Du kunne være i tvivl om, at vi anser Dig for lige
-3-
så pålidelig som han for svag. Kun er du af kjærlighed ganske betaget af ham. Da vi alle tider må regne med Eder begge som en enhed, forstår jeg, at Du muligvis kan have følt en skygge falde fra ham på Dig.

Efter dette er det svært at forme slutningen til et fødselsdagsbrev, ja jeg kan næsten ikke. ---- Og Du ved dog godt hvor gerne jeg skrev fornøjeligt til Dig hvor jeg ønsker Dig rig velsignelse og alt hvad godt er i Dit nye år. Hvor jeg ønsker Dig, at Din tro på Nicolai må stadfæste sig dag for dag. Jeg synes, det er grueligt alt hvad Du må gennemgå for hans skyld, men vi kan ikke hjælpe Dig, Du må selv føre kampen igennem, Sendte vi Dig pengene er det min overbevisning, at alt, hvad Du har bygget op , efter al sandsynlighed vil ramle sammen, så det Du tror vil hjælpe Dig, netop vil gjøre den modsatte virkning. Tak for Dit søde brev, hvor Du åbner Dit hjærte, du må dog ikke tro, at det åbenbarde noget skjult, kun understregede det Dit forhold til Elise og Thora, Gud ske lov for Din sandruhed, som er det faste punkt, den uvurderlige modvægt. Gud ske lov for Dit kjærlige, heltemodige hjærte.
Mange hilsener fra Agnete
Joakim