1872-07-24

Mappe 22

Brev nr. 5 a

Vegersund 24. Juli 1872

Min snille væfle Skovgård!

Jeg er i den pinligste Uvished om hvorledes jeg skal begynde et Brev som høit og tydlig var lovet Gutten Skovgård, snart, en Somar siden.

Ja jeg får da begynde med Anger og Ruelse, med Bodsbekjændelser og Tilståelser over min uovergåelige Uforskamethed. Da Bror min |i forgårs| kom og ”flidde” mig et Brev fik jeg min tunge og svære Anelser, hoppede sprat op og gjorde en krampagtig Sving i Luften og i min Forvirrelse bad ham gå tilbage med det. Jeg holdt Brevet langt fra mig for idet længste at være i uvished om hvem der havde sendt det - - - men Nysgjerigheden tvang mig, så på Handskriften , kjendte den ikke, Å, det er fra Madsen, tænkte jeg, vændte det hvad der jeg? Et forbistret: J.S. Jeg blev så flau som Jakob von Thybo der vor han af Målet for sine blide |Min Adr. er paa Convoluten.|

-2-

Ønsker får en noksagt over Caloten, i djup Skam rukede jeg mig med på den nærmeste Stol, læste Brevet med en vis Andagt (de første Linier), men såsnart jeg så hvilken Vei Du slog ind på [?] Udstillingen sadte jeg mig så ind i de Bilder Du talte om, at jeg skam at mæla halvt glemte Skamen. Du kan tro det både forundrede og glædede mig over at Du først fremhævde Munthes Bilde som et af de Du havde følt Dig tiltalt af, da jeg også, men til et vist Mål er meget for hans Bilder, da de ere meget slående sande (men på en vis Måde). Jeg synes altid at få et friskt Pust fra Naturen gjenem hans Efterligning; endskjønt den efter at se den efter i Sømene ikke er så brav. Han er ingen Slave af Naturen men er kvik feiende flot.

-3-

Munthe står langt under Gude og det undrer mig at Du ikke nævner ham som har så meget udstillet. – Hør, bi lit, læg mærke til et af ham som vi Nordmænd kalder Bjørkebildet, en stor stående |Bjørk| og en do. Liggende; Stoff: en brun Hæst, gnager ved en liten Bæk, hvor en Fjeldgut ligger og sufrer – lit tilbage på på den omfaldene Stamme sidder nogle Fjelfolk og viler sig – er ikke Staffagen yperlig? Og hele Bildet med?

Den 30.

I går Kvæld tegnede jeg på sidste Side af dette Brev en Udsigt frå Ringeriget, hvor jeg med min Brog besøgte en Familje i Nærheden af Randsfjord. Men som bekendt er jeg en ”Kludre Mads” og da Tegningen var færdig som for øvrigt var tegnet med Blæk og meget urolig slet vilde jeg for at Forgrunden skulde skille sig bedre

-4-

fra Baggrunden, men da jeg med en let Farve strøg hen over Blækket, opløste det sig så hele Tegningen blev ”Blåsort” For at bøde på dette Uheld tog jeg et Papir og limet over for at det skulde være skjult for Værdens Børns forbistrede stikkende Øjne - - jo jo! Jeg er en net Herre. Ovenstående Omrids viser Gården hvor vi bode – med Randsfjord i Bagen. Vil Du være snil Gut Joakim så vis det ved at la den røde Hane gale over dette forbistrede fille kludre Brev. |Vilst Du nicks så must Du dog|

**Mappe 22

Brev nr. 5 b

**

|En Multe, halv Størelse|

Den 29.

I går kan Du tro jeg havde en vakker Fjeltur med min Far og to Brødre. Vi være færdige til Udmarch Kl. omtrent 4 om Morgenen. Sola kom tittende op på en af |de| hoijeste Aastoppe. Dalen Modum lå i en kold klar Skygge men eftersom Sola steig begyndte det på den væstre Side som ligger noget høgt at skine af Solskinet og de væstre herfra liggende store Fjeld lå så klare i Morgenluften at man nær kunde skimte enhver Gran og [?] i det en Følge af let Luft [overstreget: og] skarpe Lys og Skygger. Vi havde omtrent en ½ Mil dansk at ro ned over Elven som har en Foss ved den nordre Ende og like ved dene bor vi og skulde sydover som sagt en halv Mil, førend vi skulle gjøre vor Opstigning. Fossene Koldsvedte

-2-

så Skodda sto høgt, |(Tåka, Tågen dansk)| og efter Elven lå den ganske let i små Virvler , svævende hid og did af den næste umærkelige Vind (hutte tu, når jeg tænker på Blæsten nede hos Dig, så holder jeg på at fryse). Du må tro det, var friskt at se en slik Stemning med alt det Farvespil som naturligvis følger med Speilet af Bygderne |og Fjeldene| i Vandet. Kløiver med Skrænter, som hænger like udtover Elven. Jeg sad i Båden og nød alt dette (bare Du havde siddet ved Siden af mig!) og jeg var gruelig lykkelig men en Ting, som Alletider komer og forstyrrer mig kom også da og det var den sørgelige Tanke at jeg ikke på min Måde endnu kan fortælle Folk (især gjerne de Danske) en slik deilig norsk ”Morgen, i Baggtrunden Solbeskinnede Fjelde”. . . . . . . . . .

Jeg siger nu ikke et halvt Ord mere om dene Morgen, for jeg er nok gået udenfor den Læresætning at det Beste er at kune gjøre det, men det næst Beste er at la være, når man ikke kan, og dermed ved Du nok hvad jeg mener ----------

-3- Men lit om sjølve Turen på Fjelda kunde vel ikke forarge Nogen, når jeg ikke opvarter med overspændte romantiske Udtryk. ---- Jeg vil nu ikke sige noget om de bratte Bakker vi måtte stræve op igjenem Bygden forend vi kom utenfor ? og heller ikke om Veien indi Skauen hvor vi først fik hilse på Sola som spillede på det ubeskrivelig e maleriske som overalt er at finde i en Skau her: [?Kjænsputter] med gamle rådne |Tømer|Stokke og Kviste i og |Rødder – ikke den Sort som findes i Kjøbenhavn| Kjærsroser rundt Bredderne, (Apropro om Kjærsrosene: Du så dem på Ottesens Maleri: Udstillingen 72,) både vide og gule. Vor Vei falt om en Sæter som ligger på en Ås, hvorfra man har Udsikt over store Skaustrækninger like nedunder to Kjern (Skovsøer). I Baggrunden store S sneklædte Fjelde. Sæterstuen er malerisk gamel, solbrændt Næver (Birkebark) krøller sig rundt Gavlen. Taket er bevokset med langt solbrændt Græs, Skorstenspiben af store grove Sten. blå Røg | x kke den Sort, som findes i Kjøbenhavn|

-4- Kjoerne vare nylig slupne og gik og ådt på Volden vi så ingen Sæterjente men da vi kom bort i Skaukanten kom hun med en ”Vadsbøtte” og våd i Ansigtet hun havde vist vasket sig i Bækken og tænkt at tørre sig Inde hun væntet nok ikke Folk så tidligt. Derfra tog vi over til Nabosætren. Lange-myres-volden hvor |til| jeg snart skal reise for at bli en Månedstid og male (høi Gut!) Sæteren ligger nede i en Dal på Kanten af en lang Myr |Mose| hvoraf den har sit Navn. [?Jænten] her er fra Hallingdal og hedder Randi, svær diger og stærk. |NB.|Hun er ikke vakker men lattermild og morosom. I Sængen, som er når fra den ene Væg til den anden to Alen frå Gulvet og ved en Deling på Midten udgjor to, stak to vakre Småjenter Hovederne op; de vare Døttre af Randis Husbond, havde fåt Ferie og havde så hug til Sætren. Imens at Randi kogte Kaffe til os rændte |mine| Brødre og jeg ned i [?Langemyr] og fant ikke så få Multer, vi undrede os nok på, hvorfor ikke de vare tagen før, da de stode så nær Sæteren, men da vi kom der, |tilbage|sa Randi = x Mose= Se x

**Mappe 22

Brev nr. 5 c **

4. Den 30--.

At hun havde æslet Småjenterne disse Multer da de være så nær ved – men vi var da så opofrende at vi tømte Indholdet af vore tjuke Lomer – Jenterne vare så nøyde.

Vi toge Ale undtagen Far som gik en anden Vei, op gjenem til Fjelds mens Sola stegte så at viknapt kunde træk[overstreget: te] Pusten, da der var så brat lige mod Sola, vr Stene, Lyng så heite at der blev en dobbelt Varme. Vi bleve ordentlig vadskede, men til Gjendgjeld havde vi også en usigelig Nydelse i den friske Fjlednatur med Luft så frisk du aldrig har kjendt. Å gid Du bare kom her næste Somar Gut, å Morro vi skulle ha. Du kan ikke, om med [overstreget: en) nok så livlig Tankestæg. |Dette Ord lagede jeg istedenfor ”Fantasi”, jeg syns ikke om fremede Ord ser du -------(?)| (Indbildning) sætte sig ind i hvor vakkert det er på Fjeldene som består af bare Granitsten kjender Du den? Den |er| rødlig gul varm, Små maleriske forkrøblede Furetrær vokser der – ja der er også Kjærn må du vide, med Myrer så – jeg siger ikke mere. På en [?høg] ”Knart” fik vi høre det ?kanede ganske svagt, da det var langt ud i Vidderne, jeg [?kanede] igjen så de [?]; ja jeg var den første som opdagede dem der havde [?kanet], jeg så det lyste i tre hvide Tørklær eller Skaut som Jænterne altid går med.

-2-

Vi [?kande] alt hvad vi orkede og jeg viftede med mit Lometørklæde. Da vi endelig nåde Stedet, hvor de hvor de hvide Skaut var, fik vi se en Sæterjente omringet af fire Smågutter, de vare kjændte Folk |De havde ikke mærket os, da de havde Sola lige i Auga| og blev bedt på Sætren, hvor vi fik hvile og drikke. Kl. 6 drog vi ned igjen Ifølge med Gutterne og kom ned Hjeme i Vigersund Kl. 9 – den Dag var lang. Jeg var mør i Bena, for det var så brat ned at når vi bare løftede på dem gik det af si sjølv. –

Du må tilgive mig at jeg så omstændelig har skrevet, ja trættet både Dig og mig, thi jeg forstår ikke at gjøre det morsomt underholdende. Kom sjølv og se!

Nu var det om mit Arbeide Du vil vide lidt, det går ikke [?] med malingen kan Du tænke. Kyhn sa da jeg reiste at jeg vilde få [?Varmen] [?] noksagt og det holdt stik, for da jeg kom Hjem trode jeg at kunde male svære Ting men ---------------------------

|Tegning i marginen med nummererede steder: 1. Hjeme 2. Jernbanestation 3. Tyrefjord 4. Fossen 5. Modumselv 6. Stedet hvorfra vi gjord Opstig. 7. Langemyr 8. den sidste Sæter|

-3-

da jeg mærked jeg ikke maktede dem tog jeg fat på simple Ting men man for krabbe først, så gå.

Herefter komer Noget, som Du ikke må ”la gå vidre”, så er Du snil. Du venter vel og ere Nysgjerring efter dette ”herefter” lige så som da jeg i dit Brev læste ”I al Hemlighed”; men fant, at det var ingen Ting at kalde Hemlighed. Men Du anser jeg for at være tet nok. Hør! Kjender Du Sine, (du aner allerede hvem jeg mener) Datter af den gamle kjække Constantin Hansen, jeg ved Du kjender hende, da Du jo er kjendt der i Huset; å, sig mig for alle Ungmøer som findes udi det Land Danmark, er hun ikke den Ædleste, Kvindligste Du nogensinde har klemt i Hånden? Påskedag (ja le nu ikke Skovgård) så jeg uden for Vartow Kirke en fin ung deilig Ungmø, ja Ansigt med Udtryk så roligt og bevist og følende, (fy – nu ler du igjen, skam dig!). Jeg kunde ikke få Øinene fra dette Syhn det var som når jeg så et Maleri en Madona af Rafael Murillo, Titian Coregio ------------------

-4-

hun spaserede frem og tilbage, væntede ligesom på Nogen, med en liden eller to Småjenter ved Hånden, hun ordnede lit på sin simple men pene Dragt (O, vor hun var tæklig mod de Flotte og Fine Kjøbenhavner Damer. Hendes grå Hat sad lit bag på Nakken, hvem i al Værden er hun? Hvornå får jeg den at se? Hvem er hun Datter af, en Enke, måske ja, vorfor ikke en Enkemand? (Hold Mund Jokum og sid ikke der og le griin). Da Gustjenesten var forbi kom en fin liden Frue med nok nogle Små. (Undskyld hvis jeg tar Feil og --------------- de gik – lang Næse |tegning af en lang Næse|hvor længe var Adam i Paradis? Jeg gik Hjem vi, mener jeg, Kyhn gik på Figursalen. Høitidligheden så en Masse Mænsker, jeg lænned mig ved Venus’s Fodstykke. Mine Øine gled ud over Massen, hvem så jeg stikke Hovdet op og ligeledes se ------ Hovdet fra Vartow bag ved den vridende Laokon. Hovdet dukt flere Gange op jeg slukt det ----------. Da Dørene Fløi op for Fåreflokken skubbet jeg mig frem jeg ved Du sad nær Døren, en af de første

**Mappe 140

Brev nr. 5 d
**

Jeg var en af de Sidste jeg så hende ikke jeg så knap verken til det eller hint Maleri der var kun et jeg vilde se – jeg landede mit i Udstillingen jeg så hende ifølge med en ældre Søster som jeg i Vinter havde seet i Zoologisk Have, Datter af Konstantin H. Nu viste jeg hvem der var dette deilige Bildes Ophav. ----------Ingen anden end den store Kunstner C.H. Jeg var Labansagti nok til at stå og mætte mig ved det Syn moske mere end hun syntes passende, for hun bemærkede mig og viskede noget til Søsteren. Siden kom Sønnen, deres Bror mener jeg, og jeg var lit mere beskeden i min Seen men holt dog Øie med hende. -----------------

For det var et Syn så vakkert. Siden har jeg seet hende i Kirken den sidste Gang på Nygaden uden for [?”Libgott”] men desværre i det same hun gik forbi ---------------------- vend om

-2-

Min kjære Ven og Laugsbror! Forarg Dig ikke over mig i dette svage Øieblik, da jeg siger Dig alt, men det må gjelde som Bevis for at mine Øine nede i Kjøbenhavn er blevne klarsynte for det vakre som overalt åbenbarer sig i Guds Natur. At se dette Ansigt var for mig en jeg er ikke vis på hvad jeg skal kalde det -, en Konst- nei en Skjønhedsnydelse, som jeg har godt af heri er ingen Overdrivelse.

Du er vel ikke af dem som straks man har talt om En |som| er tiltalende vakker, begynder at ymte om Kjæresteri – o.s.v. o.s.v.? Jeg tror det ikke - . Forundre Dig ikke over at jeg ber Dig fortælle mig lit om denne Pige, som jeg uden at dølge for Dig holder af enda jeg ikke har vækslet et Ord med hende. La bare dette ikke gå videre brænd det elles er Du ikke den jeg tror. Undskyld slurvet Stil og Skrift! Hils din Familie og Alle men vis Ingen Brevet. Mange Tak for Brev.

Din

Christian Skredsvig