1839-08-02

Skovgard – Museet mappe 15-18

Christianshavn 2den Aug. 1831

Højtærede, kjære Fru Schouw!

Tillad mig ved denne Lejlighed at skrive til Dem og bede Dem ei alene bringe Baronen og Baronessen min og Families Tak for den nyeste Prøver paa Deres mærkværdige Godhed for os, men ogsaa bevidne Dem min Sorg over at Deres Enighed hardtad skal være indskrænket til Deres fælles gode Tanker om mig, og venskab for mig! Jeg havde begyndt et langt Brev til Baronessen, men jeg afbrød det mismodigt ved Tanken om hvorlidt hun, som De hørte, var vant til at høre den Sandhed af mig jeg dog aldrig kunne fordølge, naar jeg skulde have mindste Haab om at bidrage til et taaleligere Forhold hvor et Ønskeligt maa synes ganske umuligt. Vil De dog ikke prøve Deres Held med dem begge, eller dog med Baronesse, da mit Ord dog i det mindste tilsyneladende gjælder mere for Baronen, men uden at det kan nytte saalænge Baronessen vil blive ved at behandle ham som en Byrde og Plage, hun bare ønske at være kvit og, uden al den skam og Ærgrelse, hun kan have for sin uværdige og utaalelige Opførsel. Kan De, gode Frue, dog ikke overbevise Deres Søster om at dels skulde Hun være den Sidste, der benægtede hvad næppe nogen af os tvivler om: at Baronen ved al sin Urimelighed Plumphed, Mistænkelighed og Drilleri, kun alt for ? dog baade elsker og agter hende, dels om det og dels om, at det jo her slet ikke var Spørgsmaalet om, hvem der har den meste Skyld, men kun om den grænselæse Ulykke, der truer dem begge og alt hvad der afhænger af dem eller er sammenknyttet med dem. Mod sig selv, sine Børn og sine sande Venner skulde Baronessen

-2-

have Medlidenhed, om hun end slet ingen havde mod den forstyrrede ulykkelige Mand, der aabenbart langt mindre end hun er i Stand til roligt overlæg og til kraftig udførelse f en ny Livsplan, som jo her er aldeles nødvendigt, naar ikke faa Aar skal gøre hele Stillingen ubodelig. Sandelig, det ville ikke have undret mig, om Baronessen for mange Aar siden havde fundet sin Stilling utaalelig og saadan revet det ulykkelige Baand til kun skuffende, men nu med Børneflokken, nu da de brusende Lidenskabers Tid for begge skulde være ovre, nu skulde Baronessen for en Øjeblikkelig Tilfredsstillelse af sin Forfængelighed og Eneraadighed ej offre den Rose, hun skulde vinde som Hoved for en æret Familie og Ledestjerne i en sørgelig Forvirring. Hvorvidt det, med al fasthed paa den ene, Forsigtighed og Verbærelse paa den anden Side, vilde lykkes Baronessen at løse den Opgave, er vistnok et Spørgsmaal, men arbejdede kun Baronessen derpaa, da var hun under alle Omstændigheder sine Venners varme Deltagelse og alle Ædle Højagtelse vis, medens hun nu aabenbar staar Fare for at forspilde begge dele, uden paa den Wei at kunne vinde det mindste, der er værd at nævne – Jeg ved Kjære Frue! De deler omtrent min Anskuelse af det sørgelige Forhold og derfor kan jeg ikke undlade at berøre det, skjøndt De meget mulig er ligesaa raadvild som jeg, i Henseende til dels formildelse. Ægteskab mellem to Mennesker, som ikke staar ganske for hinanden, og hvoraf den ene er næsten ulægelig forvirret, er for stor en Ulykke, til for vore Øjne at kunne forvandles til hurtig Lyksalighed; men naar dog Parterne har, som mig her synes, begge

-3-

Af Naturen mere Forstand, Dybde, Sandhed, Kjærlighed og Ædelmodighed end de fleste, maa man dog ikke opgive Haabet om at Forholdet, som har overstaat den farligste Tid, kan i eftertanken mildere Dage blive anderledes taaleligt og fredeligt, end jeg nu med bedrøvelse saa det, gjerne vilde jeg jo skrive til dem begge, som af mig har fortjent al den Venskab jeg kan vise, men i min raadvildhed vidste jeg intet bedre end at skrive til Dem, da et blot taksigelsesbrev under disse omstændigheder aldrig kunde være saa velment eller klinge saa varmt, at det jo i mine Øjne blev utaaleligt koldt og stift, det ved jeg gode Frue! De i alt fald vil sige vennerne, som virkelig bekymrer mig.

Hjertelig Hilsen fra min Kone og mig til ??? Thorvaldsen og til de smaa.

Med Højagtelse og Venskab

N.F.S.Grundtvig